For mig er det vigtigste at hjælpe dig med at få det godt i din krop.
Når du har det godt i kroppen, følger overskud, glæde og energi ofte med. Og energi skal der til for at klare de udfordringer hverdagen og livet kan byde på. Men der er også brug for ro og restitution. Det er ikke altid lige nemt selv at finde roen - det har vi nogle gange brug for hjælp til.
Jeg arbejder udfra den overbevisning, at krop og psyke hænger sammen. Og at vi møder verden med kroppen. Kroppen er et udtryk for, hvem vi er - vi møder og erfarer verden med kroppen.
For at føle os velfungerende, er det derfor vigtigt at være i god kontakt med vores krop. Men vi overhører nemt de signaler, kroppen sender, når der er behov for forandring - for eksempel i form af hovedpine, anspændthed, søvnproblemer og mangel på koncentration.
En måde at genvinde kropsligt velvære på er gennem psykomotorisk behandling, afspændingsbehandling eller den alternative behandlingsform zoneterapi.
Eller du kan deltage i mine workshops eller forløb, hvor kropsbevidsthed, sundhed og kropslig udfoldelse som fri bevægelse og intuitiv dans er i fokus.
Mere konkret kan jeg hjælpe dig, hvis du oplever:
Smerter og spændinger: F.eks. spændingshovedpine eller muskel- og ledsmerter.
Stress og uro: Tankemylder, dårlig søvn, hormonelle gener, kropslig rastløshed, fordøjelsesproblemer m.m.
Angst og utryghed: Hjælp til at regulere nervesystemet ved f.eks. social angst eller generaliseret angst.
Behov for restitution: Et ønske om selvomsorg, dyb ro og fornyet energi.
Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak eller hvis du har spørsmål til behandling, forløb eller lignende.
Jeg glæder mig til at møde dig.
Kh Hanne Mette
Indehaver af Kropspotentialet siden 2011.
Psykomotorisk terapeut med en professionsbachelor i afspænding og psykomotorik, DAP
Zoneterapeut og fysiurgisk massør (begge RAB godkendte)
Mindful Moving instruktør og SANS instruktør (DGI)
Ekstern mentor for studerende ved Psykomotorik udd, VIA University College
Underviser i sundhedsfremmende og forebyggende bevægelse, ex. SANS for aktive seniorer. (Bl.a. ved Nørgaards Højskole) samt Intuitiv dans og fri bevægelse
Jeg benytter mig ofte af ROF metoden (ressourceorienteret færdighedstræning) i min praksis, som jeg har lært ved psykoterapeut MPF og psykomotorisk terapeut Merete Holm Brantbjerg.
Udviklet koncepter som Silent Moving i naturen og Fredags Freak Out, hvor musik og intuitiv bevægelse bruges som redskaber til nærvær og livsglæde.
Bestyrelsesmedlem i "Lad hjertet svinge i takt" - en forening som arbejder for at styrke nærvær, livsglæde og menneskelighed gennem musik, sang, bevægelse og berøring.
Se Facebook og YouTube: "Lad hjertet svinge i takt".
Tidligere tilknyttet Randers Rygcenter som psykomotorisk terapeut og massør samt Falck Health Care som tværfaglig behandler i 10 år+.
Privat bor jeg i Langå, er gift med Morten og har 2 børn, hvoraf den yngste stadig er hjemmeboende.
Se min profil på LinkedIn: